test header
Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Dark Sky kalender

Gå på opdagelse i månekalenderen, den astronomiske vejrudsigt og stjerneskudskalenderen, når du planlægger din tur til Dark Sky Park Mandø. De fortæller dig nemlig, hvornår der er de mest optimale forhold for, at du får en magisk stjernehimmeloplevelse. 

Månekalenderen er din stjerneguide


Planlæg din naturoplevelse på Dark Sky Park Mandø ud fra månekalenderen. Månefaserne er nøglen til lyset på nattehimlen. Under nymåne og halvmåne er himlen mørkest, og stjernerne står klarere end nogensinde. Du får altså helt optimale betingelser for en magisk stjernehimmeloplevelse. Under fuldmåne bliver himlen modsat lysere og stjernerne mere generte. Tjek også gerne, hvornår månen stiger op og går ned. Når den er under horisonten, er himlen på sit mørkeste. Så planlæg din stjernejagt omhyggeligt for den ultimative mørke himmeloplevelse!


The moon - mysterious companion of our earth

Sæt dig ind i den astronomiske vejrudsigt og optimér dit Dark Sky Park besøg


Hold øje med de grønne firkanter i Summary og gå efter klart vejr! Jo færre skyer, desto bedre udsyn til stjernerne. Det er som et live show af himmellys, du ikke vil gå glip af. Røde firkanter i Summary betyder skyer eller tåge, som gør det svært at se stjernerne danse. Vælg datoer med minimalt skydække og fuld synlighed. Klare, tørre nætter er vores sweet spot. Kig også på vindhastighederne. Stærk vind kan nemlig blæse stjernerne væk, så vælg dage med roligt vejr for at få den bedste oplevelse.


Oplev himlens eget lysshow!

Hvert år byder himlen på fantastiske meteorsværme, hvor stjerneskud danser over nattehimlen. Det spektakulære fænomen opstår, når Jorden på sin bane rundt om Solen krydser gennem en komet eller asteroides bane.

Stjerneskudskalenderen guider dig mod årets imponerende meteorsværme. Grib chancen for at blive fortryllet af meteorsværme som Leoniderne og Perseiderne, der maler himlen med flygtige lysstreger.

Planlæg din tur i mørket ud fra stjerneskudskalenderen

Januar

Få en unik oplevelse med op til 110 stjerneskud i timen tidligt i januar, når Kvadrantiderne lyser himlen op. Det kan potentielt blive årets største og mest spektakulære oplevelse af stjerneskud, men det kræver klar vejr og en god portion held.

April

Oplev Lyriderne mellem d. 14. og 30. april og se op mod 18 stjerneskud i timen. Lyriderne spreder sin magi over flere dage, og har sit højdepunkt d. 21. og 22., så tag ud på klare nætter for et fantastisk show.

Maj

Fra den 19. april til 28. maj er Eta-Aquariderne aktive. De peaker den 5. og 6. maj, og du kan glæde dig til op til 50 stjerneskud i timen.

Juli - August

Fra den 3. juli til 15. august kan du nyde Alpha-Capricorniderne, der når højdepunktet den 29. og 30. juli med omkring 5 stjerneskud i timen. Disse meteorer er kendt for at skabe imponerende ildkugler på nattehimlen.

Juli - August

Mellem den 12. juli og 23. august kommer Delta-Aquariderne til live, og toppen finder sted den 29. og 30. juli med omkring 16 stjerneskud i timen. Du skal håbe på klart vejr, da stjerneskuddene ses lavt på himlen.

Juli - August

Fra den 17. juli til 24. august må du ikke gå glip af Perseiderne, der topper den 12. og 13. juli med op til 100 stjerneskud i timen. Det er årets mest populære meteorregn på den nordlige halvkugle og rammer Jorden midt i de varmeste nætter.

Oktober - november

Mellem den 2. oktober og 7. november er Orioniderne synlige med deres højdepunkt den 20. og 21 oktober. Glæd dig til mellem 10 og 20 stjerneskud i timen. De er kendt for deres hurtige og lysende stjerneskud, der er blandt årets flotteste meteorsværme.

Oktober - december

Fra 20. oktober til 10. december med peak d. 12. og 13. november, kan du forvente omkring 5 stjerneskud i timen fra Tauriderne. De er kendt for deres lysstærke stjerneskud med lange haler og lang levetid.

November

Mellem den 6. og 30. november kan du betragte Leoniderne med højdepunkt den 17. og 18. Nyd synet af omkring 15 stjerneskud i timen.

December

Årets mest intense meteorregn med op til 150 stjerneskud i timen finder sted fra d. 4. til 20. december, når geminiderne viser sig på himlen med sine mange lysstærke stjerneskud, der lyser kortvarigt og intensivt. Det er en uforglemmelig oplevelse.

December

Ursiderne er årets sidste meteorsværm og er en smuk præsentation af mindre lysstærke stjerneskud med korte haler. Deres udspring er spredt over himlen, og de stammer fra kometen 8P/Tuttle.